VESTERBRO BØRNEGÅRD
Sammenlignelig brugerinformation> Profil

Institutionens pædagogiske principper og værdier

Se under virksomhedsplanen, hvor vores værdigrundlag er beskrevet. Lige ledes de overordnede pædagogiske principper.

Hverdagsprogram og faste aktiviteter

Fastelavn
Sommerfest
Julefest

Madpolitik

Vesterbro Børnegårds kost- og måltidspolitik

Fra 1. januar 2010 har vi fuld forplejning til alle børn i institutionen. Dvs. der tilbydes morgenmad til de børn der møder ind tidligt, der serveres et mindre formiddagsmåltid, frokost og eftermiddagsmad.

Alle børn har brug for en sund og varieret kost. Det er vigtigt i forhold til deres trivsel, indlæring og udvikling. De gode kostvaner grundlægges i barndommen og da børnene tilbringer mange timer om dagen i institution, mener vi det er vigtigt, at vi som personale er med til at sætte rammer for hvad der bliver serveret i institutionen og stille nogle krav til det børnene skal dele ud til fødselsdage.

Dog er vi ikke 100 % fanatiske og der skal også være plads til hygge ind imellem.

Vi tilstræber at være så økologiske som muligt. Alle basisvarer såsom frugt, grønsager, mælk, mel, kornprodukter osv. er økologiske. Men der kan være enkelte varer, der ind imellem ikke er økologiske. Men vi er over 90 % økologiske.

Der serveres en ernæringsrigtig og varieret kost. Eksempel på en ugeplan:

Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag
Suppe med brød Smør selv Oftest en grønsagsret Smør selv Stuerne skiftes til at bestemme.

Vi bruger ikke så meget kød, men sørger for at børnene bliver præsenteret for mange forskellige typer madvarer. Til smør selv varierer vi med diverse kød- og fiskepålæg, ost, æg, kartoffel, og diverse nippe ting. Det kan være agurk, gulerod, feta, oliven, cherrytomater, peberfrugt m.m.

Der hænges en ugentlig madplan op ved hver stue, så forældrene kan se hvad der serveres den pågældende uge.

Når køkkenpersonalet holder ferie eller er syge, bliver der typisk serveret rugbrød, da
personalet ikke må lave mad til børnene, medmindre de har en hygiejneuddannelse

Ved fødevareallergi skal der foreligge en lægeattest, men vi tager selvfølgelig særlige hensyn til allergi børn, vegetarer og børn med anden religiøs baggrund i samarbejde med Jer som forældre.




Gode vaner og respekt omkring måltidet.

Vi bruger måltiderne til at lære børnene gode vaner og social adfærd. Det kan være hvordan man taler til hinanden, man sidder ordentligt, man rækker ting til hinanden osv. Desuden lære alle børn at de skal vaske hænder inden man spiser.

Vi prøver altid på at få hyggelig stemning når vi spiser. Måltidet skal være en rar og god oplevelse. Målet er, at alle får spist det de har brug for, uden at de føler, at de bliver nødt til at sluge maden. Derfor skal børnene f.eks. vente med at rejse sig op til de fleste er færdige.
Det gælder for både børn og voksne, at de skal være nærværende under måltidet. Måltidet skal ikke forstyrres af andre, dvs. der skal ikke lige gives en besked til personalet fra lederen el.lign.
Måltidet bruges til at tale sammen, det er en god mulighed for de voksne at ”se og høre” alle børn. Samtidig er det en god mulighed for at tale om den mad der spises eller hvad der nu lige optager børnene.

Madmod:

Børnene skal lære at prøve noget nyt, de opbygger deres selvværd, ved at turde smage på nye ting. Vi opfordrer derfor børnene til at prøve at smage al den mad vi får. Dog tvinger vi ikke børnene, til at spise hvis de efterfølgende ikke kan lide det. Men måske lykkes det næste eller næste gang igen, vi får det samme mad. Børnene lærer også af hinanden og det hjælper på den enkeltes mod og lyst til at prøve, når bedste vennen faktisk spiser maden.
Hvis nogle børn alligevel ikke vil spise får de et tilbud om at en ”klapsammen” rugbrød, efter maden, så de har lidt energi til dagens udfordringer. De får den ikke til selve måltidet, da det nemt ”smitter” og pludselig står vi med mange børn der ikke vil spise.
Vi aftaler med den enkelte forælder, hvad vi gør hvis det bliver et problem at deres barn ikke vil spise.

Måltider i Vesterbro børnegård

Morgenmad

Morgenmad tilbydes til alle mellem 7-8. Vi serverer havregryn med mælk uden sukker.


Formiddagsmåltid
Der holdes en lille samling om formiddagen i vuggestuegrupperne, hvor børnene får serveret groft økologisk knækbrød og lidt frugt/grønsager. Der tilbydes mælk eller vand til. Børnehavebørnene får tilbudt et mellemmåltid i løbet af formiddagen. Det kan være brød med frugt eller grønsager.

Frokost

Vuggestuen
Vuggestuebørnene får et måltid hverdag kl. 11.15..

I dagbogen skriver vi som regel hvor meget barnet ca. har spist, så forældrene kan følge lidt med i ”fødeindtaget” hernede.


Når vi spiser med vuggestuebørnene lægger vi vægt på at børnene deltager aktivt og vi arbejder på at styrke deres motorik, sociale og personlige kompetencer. Det gøres f.eks. på følgende måde:

• Mad og drikkevare serveres i små skåle/kander, så barnet selv kan øse op med den hjælp og støtte, der nu måtte være påkrævet.
• Vi opfordrer børnene til at ”sende” skåle og kander videre og eventuelt hjælpe ”sidemanden”.
• Børnene er selv med til at smøre og vælge pålæg til deres” smør selv”.
• Børnene ”øves” i at udsætte behov og vente på at det er deres tur.
• Børnene hjælper til med borddækning.
• Vi ”øver” børnene i at have opmærksomhed på de andre børns behov og ønsker.

Børnehaven

Hver stue har et ansvarligt madhold hver uge. Der bliver lavet en opslagstavle hvor ugens menu hænges op og billeder af de børn, der er på madholdet. Den bliver hængt op i børnehøjde. Vi prøver også at sætte billeder på af nogle af de råvarer der skal bruges i madlavningen. Hver fredag holdes der en samling, hvor der bliver talt om næste uges menu og børnene får af vide hvem der er på madholdet den følgende uge.

Opgaver for madholdet:


• Evt. indkøb af småting der mangler til måltidet.
• Evt. være med til at forberede noget af maden, skrælle nogle kartofler, skære agurker ud, forberede noget til smør selv etc.
• Hente og lave vognene
• få information af Karin om hvad der er i maden den pågældende dag.
• Dække bord
• Videreformidle til de andre børn hvad der serveres
• Vaske borde af
• Feje




Eftermiddagsmad
Alle børn får et eftermiddagsmåltid kl.14.30 hver dag. Der serveres som hovedregel hjemmelavet økologisk brød med smør og forskellige stykker frugt. Ind imellem serveres der noget alternativt.


Vi spiser ofte eftermiddagsmaden udenfor på legepladsen, specielt om sommeren. Maden bliver stillet frem og børnene tager selv det de nu kan spise, det gælder både indenfor og på legepladsen. I vuggestuene spiser de dog ved bordene sammen med personalet.

Drikkevarer
Vi serverer mælk eller vand. Saft gives kun ved helt særlige anledninger.
Børnene skal ikke medbringe drikkevarer hjemmefra.

Fødselsdage og slikpolitik:
Vi opfordrer kraftigt til, at der til fødselsdage uddeles 1 ting, enten boller, kage, is, eller meget gerne et sundt alternativt. Der er ikke nogen grund til at give slik, heller ikke slikposer, når i er hjemme til fødselsdage.

Når jeres barn skal holde op, kan man eventuelt forhøre sig om der er andre på stuen der stopper samtidig, så man kan være fælles om at dele noget ud eller i det mindste koordinere med hinanden hvad der gives.



Bliv eventuelt inspireret på følgende hjemmesider:
www.6omdagen.dk
www.frugtfest.dk

Fødselsdage holdes kun på barnets egen stue og der skal kun medbringes ”lækkerier” til den stue.
Vi modtager gerne invitation til fødselsdag hjemme, men det gælder kun for børnehavebørnene og kun hvis hele stuen inviteres.

Når børnene holder fødselsdag i institutionen aftales det med den enkelte stue hvad man servere og om forældrene deltager i arrangementet.



Gå til kommunens hjemmeside
Vis kort
Vesterbro Børnegård | Absalonsgade 10 | 1658 Kbh V  | 33241248  | 37548@buf.kk.dk
Gør denne side til din startside